Historie

AALBORG

 SANGFORENING AF 1843

 

1843' historie - kort fortalt

Aalborg Sangforening af 1843 blev stiftet den 20. august 1843 af en række fremtrædende borgere i Aalborg og var i starten egentlig kun en dobbeltkvartet. Siden dengang er medlemstallet både steget og faldet. I dag er det på ca. 15 medlemmer.

Den første offentlige koncert blev afholdt i Aalborg den 7 december samme år, og 1843 har siden afholdt koncerter over det ganske land. Selv om de fleste aktiviteter har været knyttet til det nordjyske, har 1843 blandt andet medvirket på Det kgl. Teater ved opførelsen af Faust i 1938, og 1843 var så vidt vides også det første danske kor, der medvirkede ved en radiotransmission over Atlanten i forbindelse med nordjysk udstilling i Chicago i 1933. 1843 var selvfølgelig også aktiv ved alsangsstævnerne under Anden Verdenskrig.

1843 har også sat sine spor i den danske sanglitteratur. Blandt andet skrev H.C.Andersen sangen "Jylland mellem tvende Have" på en rejse i det nordjyske. Denne sang blev skrevet specielt til 1843 i forbindelse med digterens besøg i Aalborg. Også i nyere tid er der skrevet musik til sangforeningen, idet Erling D. Bjerno i 1993-96 skrev værket "Havets åndedrag", med tekst af William Heinesen,  til 1843.

 

I 1909 fik 1843 et venskabskor i Norge, nemlig Kristiansand Handelstands Sangforening, som på det tidspunkt kom på besøg i Danmark. Siden har de to kor besøgt hinanden med jævne mellemrum og afholdt koncerter sammen.

 

Under 2. verdenskrig i 1943 var vi medvirkende til oprettelse af Aalborg Byorkester, senere Aalborg Symfoniorkester, og deltog i den første koncert   blandt andet med værker fra Elverskud.

Sangforeningen  var blandt initiativtagerne til og deltagere i den første alsang i landet (4. juli 1940 i Skovdalen). 

 

I dag er Aalborg Sangforening af 1843 Danmarks ældste mandskor. Studentersangforeningen i København, stiftet i 1839, men har har været opløst og startet senere igen

Vi er en forening med rige traditioner, som bliver holdt i hævd både ved de månedlige smørrebrødsaftener og ved andre festlige lejligheder.

 

Webmaster Oluf